Hun Kalder Det Kunst

Jeg begyndte først at arbejde med ler efter at have rundet de 50 og midt i en form for frit fald efter at have været stoppet som lærer. Arbejdet med ler kom ikke fra en plan, men mere fra et behov for kreativitet og fra en nysgerrighed - og måske en form for rastløshed, som jeg for nylig har fået navn på: ADHD. Jeg bryder mig faktisk ikke om følelsen af tørret ler på fingrene, men alligevel bliver jeg ved med at vende tilbage til materialet. Der er noget i modstanden, i ujævnheden og i det uperfekte, som nok spejler mig selv.

Navnet “Hun kalder det kunst” opstod, da min mor lagde et billede op på Facebook af en figur, jeg havde lavet til hende: Hun afsluttede sit opslag med et spørgsmålstegn “Hun kalder det kunst?” - som en invitation til debat. Jeg har valgt at tage spørgsmålet til mig som et navn og som et ståsted. Jeg prøver at give mig selv lov til at tænke, at det ikke er vigtigt, om det er rigtig kunst i andres øjne. Det vigtigste er, at jeg får lov til at forme, at finde ro i processen og i humor i resultatet.